Én verdensarv - tre lande
Vadehavet er verdens største sammenhængende tidevandsområde, der med sit dynamiske og ubrudte landskab danner grundlag for en overvældende rigdom og mangfoldighed af liv. Derfor blev den tyske og hollandske del af Vadehavet udpeget af UNESCO som Verdensarv i 2009 og i 2014 udvidet med den danske del.
Verdensarvsområdet dækker et samlet areal på ca. 11.500 km2, hvoraf 1.239 km2 er dansk. For alle tre lande gælder det at afgrænsningen er nogenlunde ens - nemlig den våde del af Vadehavet. Mod land går afgrænsningen derfor til digerne eller, hvor der ikke er diger, til grænsen for højeste daglige vandstand. I Danmark er dele af de statsejede strande på øerne, samt Skallingen og Magrethe Kog også en del af Verdensarvsområdet. Det danske verdensarvsområde er derfor mindre end det område som Nationalpark Vadehavet dækker.
Hvad er Verdensarv?
Verdensarv er, kort fortalt, en liste over den del af verdens kultur- og naturarv, som er umistelig for menneskeheden. Listen er lavet på bagrund af UNESCO’s Verdensarvskonvention, som er en aftale 191 lande har underskrevet. Hvert år mødes en komite, for bl.a. at vurdere områderne på listen og tilføje nye områder. Det er denne komite der alene bestemmer om et område har en så høj ’enestående universel værdi’ at det kan komme på Verdensarvslisten. De ’enestående universelle værdier’ er beskrevet som ti kriterier, hvoraf seks er forbundet med kulturarv og fire med naturarv.
Kommer et område på denne eftertragtede liste, betyder det at verdenssamfundet anderkender at området er vigtig for os alle - også i fremtiden. Lande der ’ejer’ verdensarvsområder skal derfor gøre sig ekstra meget umage for at bevare området (eller bygningsværket) for eftertiden. Omvendt har det internationale samfund også forpligtiget sig til at hjælpe, hvis området fx bliver truet af naturkatastrofer.
Udpegningsgrundlaget
Vadehavets landskab, dynamik og biologiske mangfoldighed er af ’enestående universel værdi’ og opfylder derfor hele tre af Verdensarvslistens kriterier – nemlig nr. 8, 9 og 10:
Landskabet
Vadehavet er enestående fordi det er et stort, sammenhængende og ’ungt’ landskab. Havet skaber og forandrer konstant et tidevandsområde bestående af sand og mudderflader, samt en perlerække af barriereøer. Naturlige dynamiske processer kan forløbe frit i størstedelen af området. Det skaber barriereøer, højsande, dyb, vader, loer, saltmarsk og andre kystelementer skabt af sediment.
Vadehavets landskabsudvikling er i høj grad drevet af fysiske processer - tidevand og vind - men med et betragteligt bidrag fra dyr og planter.
Dynamikken
At Vadehavets landskab forandrer sig, betyder at dyr og planter både møder nye udfordringer og muligheder. Hvis deres levesteder ødelægges af vind og vejr, opstår der nye muligheder andre steder i Vadehavet.
Områdets mange forskellige slags landskabstyper udgør ’lommer’, hvor særlige plante- og dyrearter kan leve, og på vaderne og i marsken har plante- og dyrearterne tilrettet deres liv efter det salte tidevand. Dyr og planter spiller også en vigtig rolle i opbygningen af vadehavslandskabet. Mens strandengens planter langsomt hæver marsken når havet skyller over, bidrager mange af vadens dyr til opbygningen af mudderfladerne, ved at filtrere vandet og binde de finere partikler sammen til større og tungere klumper.
Biologisk mangfoldighed
Vadehavet udgør 60 % af de samlede tidevandsområder i Europa og Nordafrika og med den størrelse er der plads til at dyrearterne kan finde flere levesteder i området eller - over tid - at finde deres helt egen niche at udnytte. Vadehavets rigdom og mangfoldighed af arter gør området til et vigtigt raste- og yngleområde for 12 -15 millioner trækfugle hvert år, hvoraf flere er omfattet af Ramsar konventionen.
Hvad betyder det i praksis?
At komme på Verdensarvslisten betyder at …
- En udpegning af verdensarv er en blåstempling af en lokalitets globale betydning og en forpligtelse til at beskytte, bevare og udbrede kendskabet til det.
- opstår der en akut trussel mod området, kan verdenssamfundet træde til med hjælp og assistance.
- landende skal indsende rapporter til Komiteen om områdets tilstand hvert 6. år, så eventuelle trusler mod områdets værdier kan imødegås i tide.
- den internationale bevågenhed kan styrke den lokale økonomi, gennem øget turisme og interesse fra fonde.
En verdensarvsudpegning fører ikke til ny lovgivning eller flere begrænsninger for brug af området. At hele Vadehavet er blevet verdensarv, skyldes at vi har passet godt på det, bl.a gennem arbejdet i Det Fælles Vadehavssamarbejde.
Verdensarv i Danmark
I Danmark er disse steder udpeget til UNESCO Verdensarv: Roskilde Domkirke, Kronborg Slot, Stevns Klint, Vadehavet, Christiansfeld, Jelling Monumenterne, Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland og fem arkæologiske ringborge (Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense, Trelleborg i Slagelse og Borgring i Køge).
Hvem har ansvaret?
Miljøministeriet, gennem Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen, er ansvarlig for at beskyttelsen af Vadehavet bliver opretholdt, mens Kulturministeriet, har den løbende kontakt til Verdensarvscenteret i Paris.
UNESCO holder øje...
Hvis et verdensarvsområde ikke længere er tiltrækkeligt beskyttet kommer det på listen ’Verdensarv i Fare’. Endnu værre er det for de tre områder, som står på listen over ’Tabt Verdensarv’. På UNESCO's hjemmeside om Verdensarv kan man se, hvilken status et område har.
UNESCO's kriterie 8, 9 og 10
8) Området er et fremragende eksempel på hovedperioder i jordens historie, og inkluderer et bevis for liv, betydningsfulde pågående geologiske processer i udviklingen af landformer, eller have betydningsfulde geomorfe- eller fysiografiske kendetegn.
9) Området har særlige eksempler på betydningsfulde i gangværende økologiske og biologiske processer i evolutionen og udviklingen af økosystemer på land, i ferskvand, ved kyster og i havet samt plante- og dyresamfund.
10) Området indeholder de vigtigste og mest signifikante naturlige levesteder for bevaring på stedet af biologisk mangfoldighed, herunder levesteder for truede arter, der har særlig universel betydning ud fra et videnskabeligt eller bevaringsmæssigt synspunkt.
UNESCO Verdensarvskonvention
UNESCOs Verdensarvskonvention stammer fra 1972, og Danmark underskrev den i 1979.
Baggrunden for konventionen skyldes opførelsen af Aswan Dæmningen i Egypten. De oversvømmelser som byggeriet ville medføre, truede bl.a. to historiske templer. Derfor samlede UNESCO penge ind fra 50 lande, så templerne kunne flyttes.
Verdensarv Vadehavet kan opleves
Forår, Sommer, Efterår, Vinter
Læs også de andre artikler om
Vadehavets natur og kultur
Skrevet af Ulrik Geldermann Lützen, Vadehavets Formidlerforum (2015). Redigeret af Anne Husum Marboe, Nationalpark Vadehavet (2025).